Tema / Slægtsromaner: korte serier

Slægtsromaner er fantastiske at læse, men strækker sig ofte over flere årtier og dermed også rigtig mange bøger. Hvis du som mig bliver lidt overvældet af mængden af læsestof, har jeg her fundet nogle kortere slægtsromaner. De fleste af dem er allerede færdige, og der er max 4 bøger i serierne. 

Australierne

Hvis du har læst De Forviste af Christina Baker Cline eller generelt er interesseret i historien om den engelske straffekoloni i Australien, så er bogserien Australierne af Vivian Stuart måske noget for dig. Den følger Jenny Taggart, der bliver anklaget for tyveri og dermed sendt til Australien som straffefange. Her begynder et nådesløst og hårdt liv i et fremmede land. Seriens tredje bog udkommer i august.

Cazaletkrøniken

Cazaletkrøniken af Elizabeth Jane Howard foregår i England i årene op til, under og efter Anden Verdenskrig. Her følger vi familien Cazalet, der hver sommer mødes i deres barndomshjem. De lever i kølvandet på Første Verdenskrig med de konsekvenser, det har ført med sig, og lige om hjørnet venter Anden Verdenskrig. Det er en serie om familie, kærlighed og krig. Der er fire bøger i serien, og den er færdig. 

Bergen-trilogien

Bergen-trilogien af Gunnar Staalesen begynder med mordet på konsul Carl August Frimann. Det bliver startskuddet på en serie, der handler om Bergen gennem det  20. århundrede. På baggrund af verdenshistoriens dramatiske begivenheder følger vi flere menneskeskæbner og deres efterfølgende generationer. Bag alt dette ligger mordet på konsulen hele tiden og spøger. 

Kane og Abel

Mange kender Clifton-krøniken fra Jeffrey Archer, men hvis du er intimideret af størrelsen på den serie, så er hans Kane og Abel-serie måske en bedre størrelse. Trilogien handler om to mænd, der bliver født på samme dag, i vidt forskellige lande og fra vidt forskellige baggrunde. Som årene går, ender de begge i USA, hvilket fører til et uundgåeligt møde mellem de to og starten på en dødelig konflikt. Serien er en trilogi og færdigudgivet. 

Pensionat Pamona

Personat Pamona er en lille slægtfortælling om forholdet mellem mødre og døtre. Serien handler om kvinden Sally, hvis mor forlod hende som 3-årig, og som selv har et anstrengt forhold til sin egen datter. Da hun arver sin onkels hus, ser hun det som en mulighed for at flytte tættere på sin datter, men da hun flytter til den lille by Kivik, opdager hun, at hendes egen mor bor i byen, og at hun har fået et tæt forhold til Sallys datter. Tredje og sidste bog udkom i 2021. 

Brinch-trilogien

Brinch-trilogiens sidste bind udkommer i august, og derfor kan du allerede nu stifte bekendtskab med de første to bøger. Hvert bind kan læses selvstændigt og handler om Brinch-familien gennem det 20. århundrede. Første bog handler om Erling Brinch, der vokser op på Fanø og senere ender i både København og Vejle. Det handler om ham, hans forhold til andre mennesker og hans datter Eva, der under besættelsen forelsker sig i den forkerte. 

 

God læselyst!