Den sidste tempelridder

Her kommer endnu en hæsblæsende spændingsroman i kølvandet efter Dan Browns Da Vinci mysteriet (2003). På Metropolitan Museum of Art i New York sker der et spektakulært røveri under åbningen af en udstilling af Vatikanets kunstskatte. Under voldsomme omstændigheder kommer arkæologen Tess Chaukin og FBI-agenten Sean Reilly på sporet af bagmanden, som i virkeligheden jager tempelherrernes velbevarede hemmelighed med det ene formål at vise, at kristendommen bygger på falske forudsætninger. Tess og Sean er oppe mod kræfter, som ikke skyer nogle midler overhovedet, og i kapløb med både kendte og ukendte fjender søger de tempelriddernes efterladte dokumenter i Vatikanet og i Tyrkiet, til lands, til vands og i luften, altimens de forelsker sig i hinanden. Personskildringen i Den sidste tempelherre er klichéfyldt, og handligen går over stok og sten med masser af effektjageri. Romanen er helt usandsynlig med mange bekvemme løsninger og lidt for tilfældige sammentræf, og som læser er man ikke ret meget i tvivl om, hvor det hele bærer hen. Ikke desto mindre skal der nok være mange læsere til den, og de vil sluge den, men noget varigt indtryk gør den næppe